3_ud_af_tre_870x470.jpg
13/08/2018: Presse
Tre ud af tre

KANT arkitekter har netop scoret hattrick og vundet tre ud af tre opgaver under en fireårig rammeaftale med Boligselskabet Sjælland.

 

Kort før sommerferien blev skudt i gang, udbød Boligselskabet Sjælland tre miniudbud under samme rammeaftale. Alle tre opgaver gik til KANT arkitekter med DOMINIA rådgivende ingeniører og BOGL landskab som underrådgivere. De tre boligbebyggelser –Ringparken, Fælledgårdene og Korsgården – er alle beliggende i Roskilde og har tilsammen en byggesum på små 650 mio. kr.

 

Totalrådgivningsopgaverne består i udvendig og indvendig renovering og ombygning af de eksisterende bebyggelser, hvor der bl.a. ved boligsammenlægninger skabes større boliger og tilgængelighedsboliger for beboere med særlige behov. Fællesnævneren for de tre tilbud er, at der er et stort fokus på at gøre bebyggelserne mere nutidige og dermed mere attraktive for f.eks. børnefamilier. Det skal være med til at understøtte ønsket om en mere blandet beboersammensætning, som kan skabe diversitet og være med til at udvikle områderne.

 

I tillæg til de tre vundne projekter for Boligselskabet Sjælland vandt KANT i sensommeren 2017 renoveringen af boligbebyggelsen Kristianslund, som var det første miniudbud under rammeaftalen.

 

KANT arkitekter har godt 40 års erfaring med udvikling og opgradering af almene boliger. I dag er boliger således det ene af virksomhedens to hovedsegmenter – det andet er undervisningsbyggeri – og det betyder, at op mod halvdelen af de godt 80 medarbejdere på Nørrebro beskæftiger sig med at udvikle attraktive boliger og boligområder.

 

--------

 

Yderligere oplysninger:

Lise Kjær Pedersen
PQ- og Kommunikationsmedarbejder
T: 22229314
E: lpe@kant.dk