Knudrisrækkerne
Knudris_visu_web_2200x1400.jpg
27/06/2019: Presse
Nyt træhusbyggeri til Aarhus - fra udtjente loftplader til levende facader

Fællesskab, ualmindelige boliger og upcycling er nøgleordene for et nyt træhusbyggeri med 89 almene boliger i Knudrisgade i Aarhus. Bag det vundne konkurrenceprojekt for Boligkontoret Århus står teamet Q-Konsortium.

 

” Det skal ikke være kedeligt, og det er det heller ikke. I planer, snit og opstalter er der tale om en frejdig og frodig besvarelse, der VIL kvarteret og tilpas demonstrativt viser, at man godt kan bygge oplevelsesrigt og karakterfuldt for beskedne midler”.

 

Sådan beskriver bedømmelsesudvalget, bestående af bl.a. Jens Thomas Arnfred og Kasper Guldager Jensen, Knudrisrækkerne - Boligkontoret Århus´ kommende afdeling 80.

 

Teamet Q-Konsortium består af konsortiet Q-Construction, Enkon og Frede Andersen VVS med rådgiverne KANT arkitekter, MOE og VEGA Landskab.

 

Med Knudrisrækkerne får Aarhus Midtby og Boligkontoret Århus en markant ny almen boligbebyggelse, der udfordrer den klassiske tanke om, hvad almene boliger er. Det bliver et hus, der indtænker fællesskabet i alle skalatrin – med boliger der er udformet, så alle kan finde en attraktiv bolig inden for en overkommelig husleje. Bebyggelsen vil bringe bæredygtigheden helt ind til midtbyen og bliver med sine fem etager Aarhus´ højeste boligbyggeri i træ, der samtidig genbruger dele af det tidligere folkeregister på en ny og markant måde.

 

”Med det unikke træ-byhus viser vi, at det faktisk godt kan lade sig gøre at bygge en bæredygtig og nyskabende ramme om en almen boligafdelings fællesskab. Et hus der både opføres og lever med et minimalt klimaaftryk og samtidig har et organisk og markant arkitektonisk udtryk. Et hus der tager ansvar!”, fortæller Morten Homann, direktør i Boligkontoret Århus.

 

Fællesskab
Knudrisrækkerne skal ligge i Knudrisgade på grunden, hvor det tidligere folkeregister lå. Et meget velkendt sted for alle tilflyttere til byen. Folkeregisteret lukkede i 2017 og har siden været benyttet som ungdomskulturhus. Det er her, KANT arkitekter skal være med til at bygge 89 nye, almene boliger, som skal danne rammen om fællesskab – ikke kun for beboerne, men også for nærområdet.

 

”Med Knudrisrækkerne vil vi vise, at almene boliger er boliger for alle. Og at fællesskabet har de allerbedste vilkår, når man giver plads til, at mennesker kan mødes på tværs af sociale og økonomiske skel. Derfor har vi udarbejdet en varieret boligsammensætning, som kan tiltrække et bredt udsnit af beboere. Variationen i boligudbuddet vil være med til at skabe en robust og blandet beboersammensætning, der på sigt vil sikre, at det gode fællesskab vil blomstre i den kommende afd. 80”, udtaler Sebastian Soelberg, partner og arkitekt i KANT arkitekter.

 

Ualmindelige boliger
Bokvaliteten har været i fokus i projektet. Både den klassiske bokvalitet, der ofte kendetegner almene boliger, hvor man tilvejebringer veldisponerede familieboliger på få kvadratmeter til lav husleje. Men også de mere usædvanlige bokvaliteter, hvor vi har lavet boliger med dobbelthøje rum, rækkehuse med egen have på toppen af bebyggelsen med åbent kik til himmelrummet og penthouseboliger med kik til Aarhus Ø.

 

”Vi mener, at alle har ret til en personlig bolig, de kan se sig selv i, og at en varieret boligsammensætning resulterer i en dynamisk, stærk og robust beboersammensætning”, understreger Sebastian Soelberg.

 

Upcycling – fra loftplader til levende facader
På grunden har der i de sidste 100 år ligget et væld af strukturer, der hver især har afløst hinanden – fra stalde, til værksted og fabrik og senest kontorhus og ungdomskulturhus. Hvis man fokuserede på grundens CO2-aftryk i stedet for på bygningernes, ville man finde ud af, at denne grunds aftryk sandsynligvis ville kunne ses fra månen. Så meget er der blevet bygget og revet ned i de sidste 100 år.

 

Derfor er der brug for nytænkning ift. at nedsætte CO2-aftrykket. Projektet imødekommer dette ved at genanvende de største CO2 syndere i det eksisterende byggeri - nemlig aluminiumsloftsplader og vinduer. Disse bliver upcyclet og indgår som en del af de nye boligers facadeudtryk – en synlig bæredygtighedsstrategi. Men upcycling gør det ikke alene. Derfor udføres de nye boliger i træ som en hybridkonstruktion – et byggesystem som specielt teamets ingeniører MOE har en særlig kærlighed til og spidskompetence indenfor:

 

”Vi er glade for at være blandt frontløberne, da træ er et konkurrencedygtigt og yderst bæredygtigt alternativ, når først man får bugt med de mange fordomme. I MOE har vi heldigvis en god sammensætning af forskellige specialister, og vi har tydeligt demonstreret, at man sagtens kan løse de typiske udfordringer med brandsikkerhed, akustik og fugt i byggeperioden”, siger Bo Pedersen, der er kompetencechef for Trækonstruktioner i MOE.

 

Visionen har været at skabe en bygning, der vil lokalområdet og dets skala, men som også vil bidrage med nye oplevelser i nærmiljøet. En bygning, der med dobbelthøje rumligheder og anderledes planer udfordrer tankerne om dét at bo alment. En bygning, der på den ene side peger fremad med et usædvanligt bæredygtigt koncept, men samtidig tager fortidens historie med sig ved at genanvende dele af det eksisterende hus.

 

”Vi bygger et hus til fællesskabet - nu og i fremtiden. Det bliver en god grøn oplevelse for bygherre, beboere og Aarhus,” fortæller Søren K. Overgaard, projektchef i Q-Construction.

 

 

Fakta om Knudrisrækkerne:

Anlægssum: 110 mio. kr.

Areal: 7.385 m2 / 89 boliger

 

Se mere om projektet her.

 

--------------------

 

Yderligere oplysninger:

Kommunikationsansvarlig

Lise Kjær Pedersen

E: lpe@kant.dk

T: 2222 9314