Når vi bygger fremtidens folkeskole, skal vi turde mærke efter!

En af de mest omfattende renoveringsopgaver i de kommende år bliver utvivlsomt renoveringen af den danske folkeskole. Sidste år udkom Realdania med en rapport, som dokumenterede massive problemer med indeklimaet på mere end 90 procent(!) af folkeskolerne. Det er et problem i en folkeskole, hvor skoledagene kun er blevet længere de senere år. Men det er ikke det eneste.

Cirka 80 procent af de danske folkeskoler er mere end 40 år gamle, og de fysiske rammer lever i mange tilfælde slet ikke op til nutidens pædagogiske idealer. Enkelte kommuner med København i spidsen er i fuld gang med at renovere, bygge nyt og i det hele taget give folkeskolen et tiltrængt løft. Men for de fleste kommuners vedkommende er der endnu lang vej igen. De kæmper med nedslidte og utidssvarende bygninger, som hverken matcher nye læringsmetoder eller pædagogiske idealer og ambitioner.

 

Der berettes om dårligt indeklima, elendig akustik og for mange elever i klasselokalerne. Og mens debatten ruller overser vi alt for ofte, at det ikke kun er, når det gælder indeklima og CO2-koncentrationer, at de gamle folkeskoler er udfordret. Langt fra endda. Mange er som bekendt bygget ud fra en stram, rationel logik: Gangarealer, klasselokaler og skolegård. De er skabt på et tidspunkt, hvor enheden altid var klassen, hvor undervisningen ikke var differentieret og nok bedst kunne karakteriseres som envejskommunikation.

Væk med målebånd og tommestok

I dag er skoledagen længere, undervisningen mindre stereotyp og mere tværfaglig. Behovet for at arbejde projektorienteret og i mindre grupper er alment anerkendt. Der er med andre ord sket et paradigmeskift i undervisningen. Derfor er det også på tide at anerkende, at de omgivelser vores børn befinder sig i, påvirker deres tankegang, deres humør, engagement – ja, endda deres syn på verden.
 

Uanset hvordan vi vender og drejer det, er der en sammenhæng mellem ’den tænkte verden’ og ’den sansede verden’. Mellem ’sind’ og ’rum’. Hvis jeg skal sætte det lidt på spidsen, er dette selve kernen i arkitekturens berettigelse. At rummet og det at være tilstede i rummet er i stand til at stimulere vores sanser, at inspirere os – men beklageligvis jo også det modsatte. 
 

Derfor er det heller ikke nok, at fremtidens folkeskole kan måles; den skal kunne mærkes! Vi i branchen har et ansvar for at skabe inspirerende læringsrum, der både tilbyder en tryg ramme og en følelse af at være en del af et fællesskab. For børnene gælder det nemlig, at de trives og inspireres, når omgivelserne tillader det. Præcis som os andre.

Fjern hegnet

En moderne folkeskolen skal have plads til både fordybelse, aktivitet og udfoldelse. Den skal være i stand til at bygge bro mellem verdener - mellem en digital og en analog verden, mellem de helt nære sociale relationer og den verden som omgiver os. Derfor er der for mig at se også et helt indlysende behov for, at folkeskolen forholder sig til sine omgivelser og bliver et naturligt centrum i lokalområdet. Hos KANT arkitekter arbejder vi ud fra en grundtanke om, at skolen er en del af vores samfund og ikke skal lukke sig om sig selv, sådan som man alt for ofte oplever, når man kommer rundt i landet. Den skal da invitere indenfor!

Det er jo netop på kanten mellem skole og by, at vi kan bringe lokalmiljøet i svingninger. Det er her, vi skaber ejerskab til skolen som lokalt forankringspunkt. Og når det tiltrængte løft af folkeskolen (forhåbentlig) snart sættes i værk ude i kommunerne, skal vi gøre os umage med at finde og dyrke relationen mellem skole og lokalmiljø og være bevidste om, at ”hegnet om skolen” er den første indikator på en unødvendig distance mellem skole og by. En moderne skole bør ikke vende ryggen til sine omgivelser, men åbne sig og lære vores børn, at dialogen er vigtig – og at verden ikke er et farligt sted.

 

Vi som er med til at skabe fremtidens skoler skylder at sikre de bedst mulige forudsætninger for trivsel, kreativitet og læring. Det kalder på en mere mærkbar skole, som bliver en del af sit lokalmiljø. En skole som afspejler, at tavle og kridt er forsvundet, at læreren er trådt væk fra sit kateder og at eleverne i dag arbejder selvstændigt og i åbne fællesskaber. Men først og fremmest kræver det, at vi tør mærke efter.