København skylder de almennyttige boliger en god del af sin identitet

I de store byer går priserne på huse og lejligheder kun én vej – nemlig op. I dag kan man således få lov at betale tre millioner kroner for en lille 2 værelses lejlighed i det gamle arbejderkvarter på Vesterbro. Siden 1995 er priserne i den københavnske bydel vest for Hovedbanegården nemlig tidoblet. Der, hvor man før kunne få en bajer for en 10-krone og et frækt tilbud i porten, har priserne nu passeret 45.000 kroner per kvadratmeter!

 

I Nordvest – et bykvarter som for ganske få år siden primært var for mennesker med helt almindelige indkomster – kan man tilsvarende komme af med små fire millioner danske kroner for en 3V’er.

 

Det er blevet rigtig dyrt at være københavner.

 

Det er naturligvis positivt, at byen udvikler sig – at flere flytter til, og at nedslidte områder igen blomstrer op og tiltrækker unge med ressourcer. Den udvikling skal vi ikke begræde, tværtimod. Men der er samtidig en reel risiko for, at den by, som før var alle københavneres by, er ved at blive en by for de privilegerede. Sker det, forsvinder det København, som vi kender og holder af.

 

Siden 1930’erne har de almennyttige boligforeninger været med til at sikre tag over hovedet for mange af byens borgere. Her er der plads til alle; arbejdere, studerende, ufaglærte og i det hele taget folk med lave eller gennemsnitlige indkomster. Blandt andet fordi et af grundprincipperne er, at ingen skal tjene på huslejen: Boligspekulanten, ejendomsmægleren og ”de hurtige penge” er taget ud af ligningen. De almennyttige boliger er på den vis med til at give København sit særpræg, som den farverige og forskelligartede by vi kender og holder af.

Økonomi er naturligvis en vigtig faktor, når man bygger alment og med et fast rammebeløb, men erfaringen tilsiger også, at dette benspænd kan inspirere til både nytænkning og innovation. Heldigvis. Det faktum, at hver krone tæller behøver ikke betyde, at der bliver gået på kompromis med hverken arkitektur eller kvalitet.

 

Og når det er så vigtigt at understøtte en udvikling hen imod mere nutidige boliger, som er attraktive for flere, så handler det om, at de almene boliger – på godt og ondt – rummer den spraglede identitet, som er en del af vores by og har været det igennem et århundrede.

Jeg bor selv i en almennyttig bolig. Og det firma, jeg repræsenterer på Nørrebro, har godt 40 års erfaring med udvikling af netop almene boliger. Så jeg kan næppe sige mig fri for en vis bias. Til gengæld er det min erfaring, at man sagtens kan udvikle endda særdeles attraktive almene boliger i og omkring vores hovedstad. Bakkehusene i Bellahøj er, små 100 år efter de blev opført, noget af det mest vedholdende populære. Og Brumleby (Lægeforeningens huse), som blev bygget i kølvandet på den store koleraepidemi i 1853, er i dag blandt de mest attraktive almene boliger i byen.

 

Men også i nutiden skal den almene boligsektor løse den samfundsudfordring, det er at skabe gode boliger, der er til at betale.  Vandkunstens AlmenBolig+ boliger på Danmarksgrunden ved Vestvolden er et udmærket eksempel på, hvordan man prioriterer økonomi og kvalitet i byggeriet. Her er præfabrikerede boksmoduler med til at holde prisen (og huslejen) nede, mens arkitektur og materialevalg - fx facader beklædt med skifer og cedertræ – er med til at gøre bebyggelsen attraktiv og indbydende. På samme vis er BIGs ”boligslange” på Dortheavej på Nørrebro med sine fyrretræsbeklædte facader og rå højloftede rum et friskt bud på nytænkning, hvilket også gjorde, at bebyggelsen for nylig vandt arkitekturprisen ’lille Arne’.

 

»
Lige dele prisudvikling og lemminge-effekt betyder, at beboersammensætningen er nogenlunde ligeså forskelligartet som en findelt fransk pâté.