UffeBaySmidt.jpg

Bring de gamle skoler ind i nutiden – udnyt de tomme kvadratmeter

For nylig hørte jeg mig selv opfordre til at ”bygge mindre” på en Realdania-konference. Konferencen havde fokus på at skabe grøn omstilling i byggeriet.

 

Det var måske et lidt paradoksalt budskab fra en arkitekt beskæftiget i en branche, som for tiden har mere end almindelig travlt med at bygge nyt. Når jeg alligevel havde brug for at sige det højt, så skyldes det, at vi som arkitekter ofte møder private og offentlige kunder, som kommer til os, fordi de er vokset ud af deres bygninger. De efterlyser flere kvadratmeter. Og det udspringer typisk af en helt reel oplevelse af, at pladsen simpelthen er blevet for trang.

 

Når vi efterfølgende laver vores kapacitetsanalyser, ser vi dog ofte, noget ganske andet: Vi ser, at der er uudnyttede muligheder i de eksisterende bygninger. Det kan være lokaler, der ikke bliver brugt, som kun bliver brugt ganske få timer i døgnet eller som sagtens kunne have dobbelt- eller trippel-funktioner.

 

Fremtidens bygninger er mere fleksible end fortidens
Dette gælder for en stor del af den samlede bygningsmasse. Og det gælder utvivlsomt for de uddannelsesinstitutioner og folkeskoler, som jeg dagligt er ude at besigtige. Her er virkeligheden den, at en række lokaler er målrettet specifikke funktioner og derfor står tomme i de timer, hvor der ikke undervises i netop disse fag. Ikke fordi det nødvendigvis skal være sådan, men fordi, vi er vandt til at tænke sådan!

 

Tilsvarende ser vi, at gangarealerne på de gamle skoler, som i udgangspunktet alene er anlagt for, at elever og lærere kan transportere sig selv til og fra klasselokalerne, sagtens kan bruges bedre i løbet af dagen. Ved at lave små nicher kan der etableres læsezoner og grupperum, som øger kapaciteten og imødekommer pædagogiske behov i undervisningen. Andre steder kan vinduer og vindueskarme, ved at justere højde og placering, bruges som sidde-nicher eller arbejdsstation for små grupper af elever. Og i det hele taget er der et hav af uudnyttede muligheder for at bygge flere funktioner og anvendelsesmuligheder ind i de eksisterende læringsmiljøer. Det handler kort sagt om at dyrke det multifunktionelle og om at aktivere de ”tomme kvadratmeter”.

 

Det lokale særpræg kan bevares
Det er i den forbindelse kun sjældent en bæredygtig løsning at rive ned for at bygge nyt. For selvom nye bygninger i de fleste tilfælde (heldigvis) er grønnere end de bygninger, de erstatter, så er det energi- og materialeforbrug, som er forbundet med først at rive ned, bortskaffe og derefter bygge og opføre nyt, mildest talt omfattende. Og ser vi på mange af de bygninger, som i dag huser vores uddannelsesinstitutioner – herunder de gamle folkeskoler – så er de typisk bygget af gode kvalitetsmaterialer, som stadig holder mange årtier senere. Det er noget, vi kunne lære af, når vi bygger i dag - og i mange tilfælde derfor også værd at bevare.

 

Omvendt er der sket lidt af et paradigmeskift i undervisningen, hvor de pædagogiske ambitioner har flyttet sig markant, siden bygningerne blev skabt, og hvor der i dag undervises på helt andre måder end for bare et halvt århundrede siden.

 

Derfor ville det være en katastrofe – både ud fra en bæredygtighedsbetragtning og ud fra en interesse i at bevare det historiske særpræg – bare at rive ned. Og det ville være en tilsvarende katastrofe, om man ikke gjorde sig klart, at de fysiske rammer naturligvis skal matche den tid vi lever i og de pædagogiske ambitioner og idealer, der undervises efter.

 

Opgaven må derfor være at bringe de gamle bygninger ind i nutiden. Det er en opgave, som man er i fuld gang med at løfte visse steder i landet, men også en opgave, som rigtig mange kommuner først i de kommende år skal til at lægge arm med. Her bør man huske på to ting: For det første, at der er masser af kvalitet i det eksisterende byggeri, som vi skal passe på at bevare. Og for det andet, at det største grønne potentiale – og den vigtigste og sværeste udfordring – ligger i at optimere og aktivere den bygningsmasse, vi allerede har bygget.